4. Når barnet siger ”Det ved jeg ikke”
Når et barn siger, ”Det ved jeg ikke”, kan der være mange grunde til det.
Måske er spørgsmålene, du stiller, for svære for barnet at forstå eller forholde sig til. Det kan være, at du er for langt fremme i din tænkning i forhold til, hvad barnet kan rumme. Hvis du har indtryk af det, kan det hjælpe at sætte tempoet lidt ned og overveje, hvordan du kan skrue ned for spørgsmålene.
En anden grund kan være, at emnet er svært at tale om for barnet. Forsøg at sætte dig ind i, hvad dit barn har brug for i jeres snak, for at åbne op. Tænk over, hvad der gør barnet trygt i samtalen. Det kan være, at barnet ikke har lyst til at indvie dig i sine tanker om emnet. Så kan du overveje, om dit barn har bedre gavn af at åbne op over for en anden voksen.
En anden årsag kan være, at emnet er svært for dit barn at sætte ord på. Der er mange mennesker – børn som voksne – der har svært ved at sætte ord på sine følelser. Særligt yngre børn kan have svært ved at forstå, hvorfor de har det, som de har det. Her kan du hjælpe barnet ved at spørge: ”Kan du tegne det, du tænker på?”. Når børn tegner, kommer nogle af de tanker og følelser ofte frem, som de har svært ved at sætte ord på. På den måde kan de arbejde med det, der er svært.
5. Anerkend barnets reaktioner
Når du åbner for en svær samtale med dit barn, er det vigtigt, at du anerkendes barnets forsøg på at åbne op. Derfor skal du anerkende det, barnet fortæller, uanset om du er enig i det eller ej. Du kan bruge følgende sætninger:
”Jeg kan godt forstå, at du har det sådan, fordi…” eller ”Det er meget forståeligt”
”Det er normalt at føle sådan”
”Sådan tror jeg også, at jeg ville have det”
”Det er helt i orden, at du har de følelser og reaktioner”
